Afholdte Møder

Grundlovstale

Preben Bang Henriksen, advokat (H) og retsordfører mf.

  Med Staten som modpart

 Jeg er sikker på, at vi overalt i det danske land i disse timer kan høre stor ros til vor grundlov

 Den er fra 1849, og har haft god virkning på den demokratiske udvikling af Danmark. 

 Den repræsenterer et normsæt, der stort set har været uforandret i 169 år.  Enkelte justeringer er der dog sket undervejs, men i hvert fald ikke de sidste 65 år.  Egentlig mærkeligt – for det vil da være synd at sige at samfundet har stået stille.

 Nuvel, så kan man vel regne med, at domstolene med Højesteret i spidsen har mod på en fortolkning i pagt med tiden.  En fortolkning, så man ser på ånden i bestemmelsen, og mindre på det konkrete ord, der er anvendt. 

 Ja, det kan man regne med - i USA.  Bestemt ikke i Danmark.

 Højesterets muligheder for at fortolke den amerikanske forfatning er årsagen til, at mange gymnasieelever i USA kan nævne de fleste af de 9 højesteretsdommere ved navn. Det oplevede jeg selv i 1972, da jeg havde muligheden for at gå i gymnasiet i New York.

 Den amerikanske Højesteret er derfor en væsentlig del af magten i USA.  Her er der nemlig tradition for at opfatte grundloven (”constitution” fra 1787 med 27 senere tilføjelser) som et ”levende dokument”, som det er op til domstolene at fortolke i pagt med tiden og give indhold ud fra, hvad dommerne mener, er tidens behov.

 Den magt betyder, at Højesteret i Washington eksempelvis med mellemrum erklærer delstaters lovgivning for ulovlig og ophæver den.  Den magt betyder også, at Trump vandt en enorm sejr, da han for et ½ år siden i senatet fik udnævnt en stærkt konservativ dommer.

 Derfor giver udnævnelsen til højesteretsdommer i USA virkelig mulighed for at præge samfundet og samfundets leveregler.

 Vender vi os til Danmark, vil vist være lovlig optimistisk at forvente, at en dansk gymnasieelev kan nævne en eneste dommer i Højesteret. Havde jeg ikke været erhvervsmæssig belastet, kunne jeg bestemt heller ikke give navnet på én eneste i dag.

 Så hvorfor denne forskel? 

 Det er fordi den amerikanske højesteret gennem sin mulighed for fortolkning af ”The Constitution” er med til at skabe nye leveregler.  I Danmark derimod er systemet baseret på, at en dommer ikke skal ind-fortolke regler og principper i grundloven, hvis de ikke direkte fremgår af grundloven selv.  Den skrevne grundlovstekst får dermed væsentlig mere betydning i Danmark end i USA.  Hos os gælder det skrevne ord, om jeg så må sige.

 Derfor kan dansk lovgivning nemt komme ”på kant med grundloven” uden nogen reel risiko for, at Højesteret i Danmark skrider ind.

 -         -

Lad mig i det følgende nævne 3 emner, hvor vi efter min opfattelse er ude af kurs, og hvor Højesteret i USA ville have banket lovgiverne i hovedet.

 De 3 emner omhandler alle situationer, hvor borgeren kæmper mod Staten.

 Først ekspropriation.  Det fremgår i dag af grundlovens § 73, at den private ejendomsret er ukrænkelig og at ekspropriation kun kan ske, hvis almenvældet kræver det. 

 Et problem er imidlertid, at der ikke er retningslinjer for, hvad der forstås ved ”almenvældet”.  Oprindelig blev der tænkt på jord til en vej eller til en jernbane. I dag ser vi eksempler på ekspropriationer til fordel for folk, der nok godt kunne tænke sig en golfbane, ekspropriationer til en skydebane eller til et festivalområde, for slet ikke at tale om ekspropriation til private formål.

 En landmand kunne ikke blive enig med en storkoncern om prisen på byggejord til en gigant-virksomhed, som ved en handel ville flytte til kommunen.  Koncerndirektøren siger pænt farvel til landmanden, men i stedet for at køre hjem med uforrettet sag, lægger han turen omkring det lokale borgmesterkontor og forklarer borgmesteren sagen med den tvære landmand, der ikke ville sælge til koncernens pris.  Herefter eksproprierer kommunen ejendommen  og videresælger jorden til koncernen. Landmanden fik ekspropriationserstatning svarende til koncernens tilbud.  

 Har kommunen herved tjent ”almenvældet” – det er et godt spørgsmål.

 Ekspropriation kun kan ske ved lov.  Men her har vi eksempelvis en permanent bestemmelse i planlovens § 47, der siger, at det til enhver tid siddende flertal i kommunalbestyrelsen kan ekspropriere, hvis det sker til opfyldelse af en lokalplan, som samme flertal har vedtaget.  Så er kravet om lovhjemmel i realiteten opfyldt.

 Derfor er grundlovens ord:  ”den private ejendomsret er ukrænkelig…” i realiteten ganske misvisende. En korrekt betegnelse ville være:   ”Den private ejendomsret er krænkelig. Kun hvis borgeren helt klart selv kan bevise, at ekspropriationen ikke tjener almenvældet, så kan borgeren undtagelsesvist måske beholde sin ejendomsret”.

 Jeg tror ikke, at en amerikansk højesteret ville tillade, at en borger fik frataget sin ejendom så nemt, som det sker i Danmark.

 Så det var det første punkt vi bør se på:  ekspropriationsreglen i § 73.

                                                                       --

Det andet eksempel på borgeren mod Staten har jeg hentet fra dambrugernes verden.

 I 2013 fik en privat dambrugsejer besøg af Staten i skikkelse af Fødevarestyrelsen

 Fødevarestyrelsen mente, at produktionen af ørredrogn (strygning) under de foreliggende omstændigheder var i strid med den relevante EU-forordning på området.  Det indebar at Styrelsen straks udstedte et (1) påbud om tilbagekaldelse af den rogn, der allerede var solgt med (2) efterfølgende destruktion, (3) et omsætningsforbud fremadrettet, og (4) en en bøde på 10.000 kr.

 Virksomheden var dybt uenig i Fødevarestyrelsens fortolkning af reglerne, men gentagne henvendelser kunne ikke formå Styrelsen til at spørge EU-kommissionen om regelanvendelsen var korrekt.

 Et år senere blev salgsforbuddet ophævet og bøden tilbagebetalt, idet virksomhedens brancheorganisation – ikke Fødevarestyrelsen – i den mellemliggende tid havde rettet henvendelse til EU-kommissionen og her fået bekræftet, at Styrelsen havde misforstået reglerne. 

 Besøget og misforståelsen kostede virksomheden 2 mio. kr. pga. omsætningsforbud, destruktion m.v.  Virksomheden mente, at man skulle friholdes for det tab, der skyldtes Fødevarestyrelsens misforståelse af egne regler.

 Men sådan skulle det ikke gå:  Efter Fødevarestyrelsens opfattelse var den (forkerte) afgørelse, som Styrelsen traf på tilsynsbesøget ”et udtryk for Styrelsens retsopfattelse på daværende tidspunkt.  Fødevarestyrelsen finder således ikke på noget tidspunkt i forløbet at have handlet på en måde, der kan begrunde et erstatningsansvar”, hedder det i Styrelsens efterfølgende skrivelse til virksomheden.

 Min kollega, Eva Kjer Hansen og undertegnede fattede ikke en lyd af det hele.  Staten har misforstået reglerne, og borgeren har som følge heraf lidt et tab, som Staten åbenbart ikke hæfter for.  Det gør den private virksomhed.  Vi fandt derfor anledning til på ny at spørge Fødevarestyrelsen, som forelagde sagen for Kammeradvokaten, der - pudsigt nok - gav sin klient fuldstændig ret med den begrundelse, at vel havde Staten misforstået reglerne, men misforståelsen var undskyldelig, idet reglerne var meget indviklede.  Det var ikke så stor en fejl.

 Men hvem er nærmest til at bære tabet ved Statens misforståelse af reglerne.  Det er borgeren øjensynlig efter Statens opfattelse.

 Den var med garanti ikke gået i den amerikanske Højesteret – her havde man ganske givet henvist til forfatningens bestemmelser om individets beskyttelse overfor statsmagten.  Men i Danmark ender aben altså hos den private virksomhed.

 Så et klart ansvar for Staten, når staten påfører borgeren et tab, det havde været rart at få præciseret i grundloven.

 -         -

 Og hermed glider vi elegant over i det tredje. og sidste forhold, hvor en udenlandsk Højesteret helt sikkert ville spidse ører:

 For når dambrugs-virksomheden ikke indbragte sagen for retten trods mange opfordringer, så skal årsagen findes i det forhold, at lodderne desværre ikke er ligelig fordelt, når en borger eller en virksomhed er oppe mod Staten.

 Den danske Stats advokat er et privat københavnsk advokatkontor, der har haft de facto monopol på alle Statens advokatopgaver siden 1936. Staten har i over 80 år fraskrevet sig retten til at få oplyst tidsforbrug på den enkelte sag – til gengæld fik man 33 % rabat på salæret.  Tænk på et tal og giv så rabat i tankerne.

 Summa summarum har det i over 80 år resulteret i at Statens advokat har modtaget et salær hos Staten, der var 4 gange så stort, som borgerens advokat måtte kræve hos sin klient.

 Derfor kan man aldrig hamle op mod Statens advokat, der kan allokere langt større resurser på sagen, og i øvrigt har gratis adgang til statsadministrationens videns-database.  Over 400 mio. årligt lægger Staten i det samme firma, år efter år.

 Derfor turde Dambrugsejeren ikke anlægge sag.  Lodderne var i forvejen skævt fordelt.  Hans midler var begrænsede – Statens ubegrænsede.

 Mon den var gået i udlandet, hvor grundlovene taler om lige adgang til Domstolene?  Men i Danmark er ulige adgang øjensynligt ikke noget problem.

 Jeg skal for en god ordens skyld oplyse, at regeringen arbejder på at få monopolet brudt.  Det sker, men det går meget langsomt.

 -         -

 Summa summarum.  I et land, hvor Højesteret ikke blander sig i om en lov eller en handling er grundlovsstridig, var der måske endnu større grund til at se på, om ikke loven trænger til en generel revision. Der er ikke megen hjælp at få fra domstolene.

 Jeg har nævnt 3 situationer, hvor borgeren har dårlige kort på hånden i sin kamp mod Staten. Ekspropriation, forkert statslig regelanvendelse, og Statens uanede økonomiske resurser i kampen mod borgeren.

 Det var nogle af de bestemmelser, jeg ville fokusere på, hvis vi stod overfor en grundlovsrevision.  Og den trænger vi faktisk til.